Digital
dannelse
I denne sammenhæng beskæftiger vi os med (videre-)uddannelse.
Dvs. at vi reflekterer over andres tanker og bliver måske uddannet til at gøre
noget bestemt eller handle på en bestemt måde. Anderledes ser det ud med
begrebet ”dannelse”. Dannelsen byder os at reflektere over vores egne tanker og handlinger. Dannelse vil
derfor altid være en livslang proces. Vi må nemlig livet igennem bakse med at
forstå os selv og andre og overveje, hvad vi gør og siger i en given situation.
Vi har kulturelt opbyggede sociale normer for hvordan vi gebærder os i forhold
til hinanden: Hvordan kan det være at vi holder døren for hinanden, eller
spørger hinanden hvordan det går, eller siger tak, når man modtager en gave
eller et måltid mad? Vi må konstant spørge os selv om dette eller hint er i
orden eller om vi nu er på grænsen til at træde nogen over tæerne. I vores
analoge liv, uden for den virtuelle verden, kan vores dannelse og vores indre
moralske kompas guide os, men det er ikke helt tilfældet i den digitale verden.
I mange sammenhænge skorter det på den digitale dannelse og det gælder både for
børn, unge og voksne. At kunne navigere i det digitale landskab er udfordrende
og vi har stadig en dannelsesproces til gode. Man kan med god ret påstå at vi er kommet sidelæns ind i den
digitale verden. Ingen har i dag det
fulde overblik over de mange tjenester – det gør det ikke nemmere at blive
digitalt dannet.
Fra offline-samfund
til online-anarki
Barndommen og børns leg er blevet medialiseret - dvs. at medierne
øver indflydelse på sociale og kulturelle processer i børnenes liv. Vi kan
altså kun forstå børn og deres barndom ved at tage medierne i betragtning. Børn
er jo ikke holdt op med at lege, men betjener sig af nye legeformer. Det gælder
også i institutionslivet og det gælder også for os voksne. Vi har ofte nok i at
dyrke vores egen digitale udvikling og har typisk ikke indblik i, hvad der sker
i børn og unges digitale liv. Det går jo hurtigt. Dét der var i fokus for to år
siden, er ikke det samme som dét, der er på dagsordenen i dag – og det vil se
ganske anderledes ud om få år. Det er derfor et flydende felt, vi befinder os i,
når vi snakker digital dannelse. Vi har gennemlevet springet fra web 1.0 til
web 2.0, altså fra et internet fuldt af forbrugere til et internet fuldt at
producenter . . . og det koster, men det er en skjult pris. Møntfoden er ikke
penge, men viden om forbrugerne/producenterne. Vores færden og valg på nettet
er meget værd for den kommercielle verden. Så der er mange tjenester der er helt gratis, men vi bliver ”malket” for
information, mens vi surfer og poster. Vi bliver ”lokket” og tilbudt et stort
antal af spændende tjenester på nettet, men hvordan vi skal begå os, er der
ingen der fortæller os – altså medmindre vi selv gør os bevidste om, hvad der i
grunden foregår.
De nødvendige
kulturteknikker
Der vil for nye generationer være meget at lære for at kunne
begå sig i tilværelsen – en stor del af det vil foregå online. Vores digitale
kommunikationsform er tydeligvis til stadighed et dannelsesprojekt. De nye
mennesker er nok digitalt indfødte, men må stadig indkultureres i den digitale
og virtuelle verden og tilegne sig sprog, teknikker og den kultur, der skabes i
dialog med den digitale verden. Men hvem regulerer denne vildtvoksende verden –
hvem ”tæmmer” den? Hvor end vi kigger hen – hvor end børnene og de unge kigger
hen – så byder et utal af forbilleder sig til. Det kan være sportsstjerner,
popstjerner, skuespillere, utubere, bloggere eller andre kategorier af ”role
models”, som vi dårligt kan undgå, når vi færdes på nettet. Vi kigger faktisk
på virtuelle alfa-hunner og alfa-hanner – de
kan spillets regler og de ved
hvordan man performer: ”Se mig og lær hvordan man er et menneske med
succes”. Især børn og unge kan ikke altid selv vurdere og filtrere, hvad
der skidt og hvad der eventuelt er kanel, men ét er sikkert, de spejler sig i
forbillederne og vil adaptere og adoptere deres sprog, mode og hele livsstil.
Så sammen med de grundlæggende kulturteknikker oplever vi en massiv prægning i
jargon og livsforståelse.
Hvem har ansvaret?
Verden bliver altså digitaliseret kryds og tværs i disse år
og det er et globalt fænomen. Jo mere man kan
i den digitale verden, jo mere kan man håndtere sit digitale liv i cyberspace .
. . eller kan man? Det er en sandhed der må modificeres. Når Mark Suckerberg på
Facebook lancerer ”Deep face” (ansigtsgenkendelse), så kan vi ikke længere
flygte – vi må uvilkårligt levere viden til Facebook og deres multible
(kommercielle) interessenter. Vi kan være sikre på at vores spor i det digitale
univers vil blive fulgt og udnyttet . . . vi kan ikke stole på den kommercielle
moral. Vi må derimod indstille os på at leve med de digitale medier på godt og
ondt. Vi er alle borgere i den globale digitale storby, vi er også alle
digitale forbrugere og producenter, og vi er digitale venner og familie. I
denne sammenhæng bør vi også stræbe efter at være digitale fagfolk. Det er nu en
naturlig del af dét at være barn at færdes i digitale rum. Det er først og
fremmest de voksnes opgave at rammesætte etikette på nettet og netetik . . .
ellers negligerer vi en vital dannelsesopgave:
Netetik og netikette i
forholdet til og i forholdet mellem
1.
Børn og unge
2.
Forældrene
3.
Fagpersonerne
Menneske først – et
praktisk perspektiv
Det er rimeligt at anlægge et syn hvor man tager
udgangspunkt i det enkelte menneske, eller den enkelte gruppe. Det konnoterer
bevidsthed om eksisterende digitale kompetencer og eventuelt afdækning af digitale
behov. Hvordan laver vi nogle gode værdifællesskaber? Hvad er de formelle krav
– fx fra Undervisningsministeriet. Der er jo fastsat normer fra fødsel til
voksen. I de pædagogiske læreplaner og målene for de forskellige klassetrin. Vi
må gå foran, træde i karakter og stå fast. Det gælder på flere fronter:
u At vi
som voksne også er voksne på nettet – vi skal give børn og unge nogle
pejlemærker og udvikle pragmatiske digitale kompetencer
u At
hjælpe med at finde en balance mellem virtuelle og analoge rum – og fx at kunne
lægge digitale enheder væk
u At
vi hjælper med at skabe sproglig bevidsthed
u At
vi gør klart at ikke alle muligheder på nettet skal bruges – vi bliver nødt til
at vælge bevidst (fra)
u Alt
i alt at få skabt en ansvarsbevidst digital kultur
Man kan med god ret spørge til hvilke kompetencer der vil
kræves af fremtidens fagfolk – måske skal vi ikke alle have de samme
kompetencer, men vi skal have de relevante.
Kilder:
Jacob Brøndum Pedersen fra Center for digital dannelse.
Diverse publikationer af Stine Liv Johansen
Kommentarer
Send en kommentar